8. En fodrejse

- langs diget rundt om Helsingør

 

 

 

På kortet t.v. ses diget optegnet med rødt. Diget var indtil 1970'erne stort set identisk med Helsingør Bysognes afgrænsning mod vest, bortset fra længst mod nord, hvor Sct. Mariæ Sogn strakte sig langs kysten helt ud til Julebækhuset. Siden er sognegrænsen også rykket væk fra diget flere steder længere mod syd. Digets oprindelse er usikker. Det meste af det er formentlig anlagt under landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet for at begrænse skader på skove og afgrøder som følge af omstrejfende græssende husdyr, men om dette forklarer hele digets oprindelse er tvivlsomt. I 1700-tallet anlagdes veje og skel i landskabet oftest efter pinligt rette linjer. Men visse afsnit af diget følger ikke rette linjer, og er derfor muligvis af ældre dato. Stendiger har temmelig sikkert været anlagt helt tilbage fra agerbrugets fødsel, hvor stenene, ligesom i dag, lå i vejen på jorden og derfor blev indsamlet og siden anvendt til diverse formål, heriblandt diger. Fotografierne er taget september-december 2014.

 

 

 

Fodrejsen begynder på Øresundskysten nordvest for Helsingør. Her ved Nordre Strandvej 86C finder man resterne af en høfde på stranden. Høfden synes at fortsætte som et dige ind på land langs vestskellet af nr. 86C.

 

 

På den anden side af Strandvejen ses et skel i vegetationen op ad kystskrænten. Den sorte stander på billedet er en fartmåler. Det er stedet hvor man kører ind i Helsingør by med 50 km fartbegrænsning. Rutebilen skifter først takstzone to stoppesteder længere ind mod byen.

 

 

Oven for kystskrænten, 15-16 m over havet, begynder et stendige i fortsættelse af vegetationsgrænsen. Skellet mellem Sankt Mariæ og Hellebæk Sogne følger fra dette sted stendiget, i vore dage dog kun frem til Hornbækbanen. Tidligere var diget herfra i hele sin længde skel mellem Helsingørs bysogne og det omgivende Tikøb Sogn. Neden for kystskrænten strækker Sct. Mariæ Sogn sig stadig helt ud til Julebækhuset.

 

 

Et kig bagud over skulderen, over lidt af Sct. Mariæ Sogn, strandvejshusene, Øresund og skibstrafikken. Den første af mange maleriske udsigter fra diget.

 

 

Stendiget fortsætter i syd-sydvestlig retning på et yderligere lidt stigende terræn til knap 20 m.o.h. Man bemærker desuden en tydelig højdeforskel i terrænet på digets to sider, lavest på siden ind mod Helsingør. Det samme ses mange steder langs diget og skyldes formentlig primært forordningerne i 1700-tallet, som søgte at begrænse græssende dyrs adgang til skove, plantager og markafgrøder. Det passer godt med at diget som barriere netop er sværest passabel fra Helsingør-siden, dvs. fra overdrevet, hvor kvæget gik. Højdeforskellen kan siden være blevet øget, fordi muldlaget er vokset mere på skovsiden end på marksiden.

 

 

Godt 100 m inde i landet er diget omsluttet af en hundredårig bøgs rodnet. Lige syd herfor er det gennemskåret af Hornbækbanen.

 

 

Hornbækbanen ved gennemskæringen af diget.

 

 

Lige på den anden side af banen er diget kun akkurat synligt. Måske fordi jord fra udgravningen til banen, for godt et århundrede siden, er deponeret omkring det. Måske fordi muldlaget i tidens løb, ca. et kvart årtusind, er vokset op over det.

 

 

Ud mod golfbanerne ved Højstrupgård bliver det igen mere synligt.

 

 

Diget adskiller på en længere strækning golfbanerne fra Teglstrup Hegn, inden det ned mod en lavning omsluttes af skoven på begge sider.

 

 

En sump i lavningen afbryder diget. På den anden side af sumpen genopstår det på et ganske kort stykke, men nærmest Teglstruphus er der kun lidt tilbage af det mellem en legeplads  og et parkeringsanlæg.

 

 

Fra Teglstruphus og sydpå følger diget grusvejen Skovfogedvej over det åbne område indtil skovbrynet. Her skilles dige og vej. Diget bliver til et skovdige, med golfbanerne på det gamle skydeterræn på østsiden og Teglstrup Hegn på vestsiden, og grusvejen drejer ind i skoven og bliver til en skovvej.

 

 

Igen finder man diget malerisk omsluttet af en bøgs rodnet.

 

 

Diget iklædt lyng, 40 m.o.h. Her kan man på sommerformiddage se snoge sole sig.

 

 

Diget ned mod Esrumvej 196.

 

 

Diget ender tilsyneladende brat ved vestskellet af Esrumvej 196.

 

 

I virkeligheden fortsætter det lige på den anden side af skovvejen Malkeledsvej, næsten vinkelret i forhold til denne og langs gartneriet Skovbrynets nordskel.

 

 

Det er i meget vekslende stand på de følgende ca. 100 m, delvis nedbrudt, delvis med pulterkammerkarakter, som her med udtjent landbrugsmaskineri.

 

 

På den følgende strækning på ca. 300 m fremstår det ret velbevaret som et klassisk skovdige med Teglstrup Hegn på nordsiden og et åbent græsningsområde mod syd.

 

 

Maleriske krogede og delvis mosklædte træer hælder ud over det. Mosset synes at trives, selv om diget er sydvendt og således stærkt soleksponeret.

 

 

Hvor den sydvendte strækning ender og diget slår et knæk, finder man en af de betonsten, som tidligere blev brugt til markering af skovmatrikler. Nummereringen på stenene er ikke umiddelbart gennemskuelig. I dette tilfælde begynder den i Teglstrup Hegns nordvestlige del, hvorfra den kanter sig igennem skoven med stigende numre indtil 200 her i skovens østlige udkant. Herfra fortsætter nummereringen vestpå rundt om mosedragene langs Esrumvej. Diget fortsætter i syd-sydvestlig retning.

 

 

Ved Nysø lige nord for Esrumvej ligger terrænet ca. 20 m.o.h. Her mødte diget indtil 2016 luftledningerne fra en højspændingslinjeføring vestfra. Fra masten på billedet fortsatte ledningerne som nedgravede kabler ind mod Helsingør. Siden er kablerne gravet ned på hele strækningen og masterne er væk.

 

 

Lige nord for Esrumvej er der intet spor af diget. Måske er det gået tabt under jordarbejderne ved Esrumvejs udvidelse i 1960'erne.

 

 

Rødpælehus, Esrumvej 221, er stedet hvor rutebilen på Esrumvej skifter takstzone. Niveauforskellen ved grundens østskel er markeret med en stensætning. Den synes af nyere dato, men sandsynligvis med genbrug af stenene fra det oprindelige stendige.

 

 

Lidt syd for Rødpælehus afløses diget på en kort strækning af en grøft.

 

 

På den følgende strækning er det igen et skovdige med Teglstrup Hegn på vestsiden og det åbne område på Den grønne Vestkile på østsiden. Der er (november 2014) foretaget en skånsom beskæring af buskadset i skovbrynet. Bl.a. kaprifolierankerne er bevaret.

 

 

Den skånsomme beskæring åbenbarer en nydelig stente.

 

 

Og nydelige partier af stendiget.

 

 

Andre steder er beskæringen sket knap så skånsomt.

 

 

Atter andre steder er krattet bevaret.

 

 

Nummereringen har endnu en gang kantet sig igennem et stort stykke skov og er nået til 504 på stenen her. Den står hvor diget findes afbrudt af Pindemosen.

 

 

Diget syd for Pindemosen.

 

 

Udsigt til civilisationen fra diget, 50 m.o.h.

 

 

Digets højeste punkt, 62 m.o.h. Inde i skoven til højre i billedet anes Kroghshøj, det højeste punkt i Helsingør Kommune, 67-68 m.o.h.

 

 

Det er også stedet, hvor det atter slår et knæk og herefter fortsætter i syd-sydøstlig retning. Knækket er markeret med 507-stenen.

 

 

Et kig tilbage i tiden. Deciliter-flødeflaske i klart glas fundet i skovbunden på stedet. Efterladenskab fra en picnic for 50-60 år siden?

 

 

Og et kig til Sverige. Man kan med en god kikkert følge med i gadelivet i bl.a. Kopparmöllegatan og Nedre Långvinkelsgatan i Helsingborg. Måske var udsigten smukkere for 50-60 år siden, før den på nærmere hold blev skæmmet af højspændingsledningerne fra transformatorstationen på Gurrevej. Når det er muligt at grave ledningerne ned ved Nysø, hvorfor kan det så ikke også lade sig gøre her?

 

 

Lidt syd for det højeste punkt krydser stien til Løvdalsvej diget. Herefter er det skel mellem Gurrevej 170 og Teglstrup Hegn.

 

 

Stormfald inde på Gurrevej 170.

 

 

Diget lige nord for Gurrevej.

 

 

Diget lige syd for Gurrevej. Det er nr. 195 til venstre.

 

 

Mellem Gurrevej og Fabriksvej er diget for det meste ganske lavt og nogle steder helt forsvundet, men som her også mosgroet og malerisk.

 

 

Fabriksvej krydser diget.

 

 

Mellem Helsingør Værfts gamle støbehal - det nuværende Teknisk Museum - og Støberivej er diget (t.h. i billedet) tilsyneladende et ca. 2 m højt jorddige. Dette er dog en følge af afgravning på begge sider af det oprindelige stendige, som der findes rester af på ryggen af jorddiget. Nærmest Fabriksvej er der måske tale om et egentligt nyanlagt jorddige, eftersom det oprindelige stendige her findes ved foden af jorddiget på dettes vestside.

 

 

Diget er gået tabt ved retsbygningen mellem Kongevejen og Birkedalsvej. På sydøstsiden af Birkedalsvej ses det som en lille forhøjning ved vejrabatten.

 

 

Mellem Birkedalsvej og Prøvestensvej er det mest kun synligt i form af et lavt jorddige, eller måske et tilgroet stendige, for sten titter frem hist og her. Selv om der ikke er langt til Prøvestenscenteret, retsbygningen og flere boligkvarterer, virker stedet temmelig vildsomt. Mellem diget t.v. i billedet og rækken af hældende træer t.h. har der tidligere været en markvej, som forbandt Borupgård med Kongevejen.

P.s. Siden fotoet blev taget i november 2014 er stedet blevet stærkt medtaget pga. sti- og broanlæg i tilknytning til det i 2019-23 opførte Sundhedshus.

 

 

Der er intet tilbage af diget omkring Prøvestensvej, men en lille trægruppe på nordvestsiden og en gammel eg på sydøstsiden markerer stedet, hvor det var, og hvorfra det forløb frem til slåenkrattet i billedets baggrund. Det delvis åbne område som herfra strækker sig godt en kilometer mod øst langs diget hedder Færgevejskilen. Det blev i sin tid frilagt med henblik på en fortsættelse af Helsingørmotorvejen ned mod færgelejerne. Denne plan blev efter bygningen af Øresundsbroen opgivet og Færgevejskilen er nu fredet område.

 

 

Diget skjult af slåenkrattet (t.v.).

 

 

Diget afbrudt af sumpen mellem de to søer syd for Sneglehøj.

 

 

På den anden side af sumpen genopstår det som et lavt jorddige med en række træer. Efter nogle mindre knæk nærmer det sig et stik vest-østligt forløb.

 

 

Lige vest for Klostermosevej er der et længere stykke velbevaret stendige.

 

 

På den anden side af Klostermosevej er der et ca. 200 m langt stykke ubrudt stendige, et af de smukkeste afsnit med store gamle træer og buske: eg, hassel, ahorn, ask, taks og forskellige frugttræer.

 

 

Det frivillige naturplejearbejde på Færgevejskilen omfatter bl.a. beskæring af buskads og blotlægning af udvalgte stykker af stendiget. Her ses et blotlagt stykke lige nordvest for Ellemosen. Terrænet er - omvendt af det gængse - højest på Helsingør-siden, og da digets forløb er tæt på at være stik vest-østlig, er sydsiden stærkt soleksponeret. Det muliggør at en særlig sol- og varmeelskende flora og fauna med tiden kan etablere sig.

 

 

Lige syd for Vapnagård er der et afsnit med dobbeltdige. Det nederste udgjorde formentlig i sin tid nordbredden af den kongeligt priviligerede fiskedam Starredam. Imellem de to diger kan der have løbet en smal kørevej nord om dammen. Dammen er forlængst væk, men der er stadig sumpet, i hvert fald om vinteren, neden for, dvs. syd for, dobbeltdiget. Højdeforskellen på ca. 3 m på dobbeltdigets to sider er også markant, den største overhovedet på hele diget. Starredammen overlevede en tid som navn på huset Stardamhus, som frem til omkring år 1900 lå ved diget lige øst for den nuværende Borgmester P. Christensens Sti.

 

 

Frem mod Borgmester P. Christensens Sti aftager højdeforskellen og der er atter kun et enkelt - og lidt forfaldent - stendige.

 

 

På den anden side af Borgmester P. Christensens Sti - lige nord for Stolbjerg Bakke - er diget forholdsvis velbevaret. En mindre sti følger det ud til Rønnebær Alle. Borgmester P. Christensens Sti er Borupgårds tidligere kodrivergang, der endnu fandtes som en smal alle med rønnebærtræer i 1960'erne. Ved Stolbjerg Bakke havde Borupgård i en periode sin egen lille mølle.

 

 

På den anden side af Rønnebær Alle titter lidt af stendiget frem i skråningen op til Tjørnevej.

 

 

Lidt længere fremme ad Tjørnevej er der et lavt jorddige med kratbevoksning langs sydrabatten.

 

 

Stolbjergvej 29. Stensætningen ud til Tjørnevej synes af nyere dato, men måske med genbrug af stenene fra det oprindelige stendige.

 

 

Der synes også at have været rigeligt med sten til rådighed til Stolbjergvej 28's solide indgangsparti.

 

 

Ringen ved at være sluttet. Igen et kig til Sundet, Sverige og skibstrafikken fra Tjørnevej. Selv om man er højt til vejrs her, ca. 35 m.o.h., har diget jævnt hen tabt højde siden Kroghshøj, ialt 27 m.

 

 

Tjørnevej er anlagt langs diget på dets nordside, men mellem Stolbjergvej og Nørrevej finder man kun sten brugt til pynteformål o.l. Selve diget er væk.

 

 

Grundskellet mellem Nørrevej 15 og 17 markerer digets videre forløb, men også her er selve diget væk.

 

 

Kystbanen ved gennemskæringen af diget. T.v. anes Skellebækkens kløft ned mod Øresund. Som følge af bebyggelse, dræning og rørlægning af bækkens oprindelige afvandingsområde er bækken i dag helt udtørret.

 

 

Tæt krat i skellet mellem Strandvejen 112B og 112C skjuler måske diget ned ad kystskrænten.

 

 

Den store granitblok Snekkerstenen, med en anslået vægt på ca. 75 tons, har måske i sin tid været pejlepunkt for anlægget af det sidste stykke af diget ud mod stranden. Der er i dag et stakit, som markerer et stykke privat strand nordøst for Snekkerstenen, men pga. erosion, kystsikring og vejudvidelser er det nok omsonst at lede efter spor af selve diget i nutiden.

 

 

Punktum.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk