Den rejsende Højskole, Flodholdet, 1978

Flodholdet var et hold på Den rejsende Højskole, som i 1978 byggede fire skibe og herefter foretog en rejse ad floder og kanaler ned igennem Europa på tværs af det daværende Jerntæppe. Holdet bestod af 52 elever, fordelt på begge køn, men med ca. 2/3 overvægt af mandlige deltagere. Byggeriet af skibene foregik hovedsagelig i den store autohal på Tvind ved Ulfborg og varede godt fire måneder fra januar til maj. Rejsen varede fire måneder fra maj til september og herefter var der et ophold på tre-fire måneder på Tvind, som gik med bl.a. efterbearbejdelse af rejsen. En mindre del af holdet oprettede efterfølgende et Tvind-kollektiv i Haderslev.

Vi var 52 meget forskellige mennesker, som mødtes de første gange ved en serie formøder i slutningen af 1977. Mest ganske unge mennesker i tyverne, for hvem Flodholdet virkede spændende, nyskabende og udfordrende, helt i tråd med 1970'ernes store trends mht. økologi, ligestilling, ø-lejre, international solidaritet og Christiania. Den store vindmølle på Tvind var et vartegn i tiden og Tvinds utraditionelle måde at gribe tingene an på var noget, man som ungt menneske faldt for og gerne ville være en del af og kaste sine kræfter ind i.

Eftertiden har ikke været mild i sin dom over Tvind i 1970'erne og 1980'erne, og at Tvinds metoder på mange måder var - og er - kritisable, er uomtvisteligt, også når talen er om Flodholdet. Men for de fleste af os, som var unge og en del af det dengang, var det en lejlighed til at komme ud af egne begrænsede cirkler og lære mennesker at kende, som vi ellers aldrig ville have kendt. Vi fik fællesskaber til at fungere på tværs af personlige forskelle til alles fordel. Vi lærte hvordan praktisk arbejde kan forene mennesker. Og vi kom på en rejse ud i verden, hvor vi fik kundskaber og oplevelser, som vi ellers ikke kunne have fået.

1. januar 1978 var det alvor. Flodholdet samledes på Tvind og installerede sig i en bygning i skoleområdets nordvest-hjørne. Den første arbejdsopgave var støbning af de to formhalvdele til de 13 meter lange skibsskrog. Dette forarbejde kom til at foregå i garagen på Vamdrup Efterskole, vist nok fordi den store autohal på Tvind var optaget til andet formål, så de første 12-14 dage af januar pendlede vi mellem Tvind og Vamdrup i diverse busser (Tvind havde mange), som var til rådighed. Siden blev formene transporteret til Tvind på ladvogne og støbt sammen, og herefter kunne fremstillingen af selve skibsskrogene begynde. I den store autohal blev den sammenstøbte form anbragt i et stillads. Det efterfølgende arbejde var at beklæde den indvendig med lag på lag af glasfibermåtter og polyester, til der var opnået en tykkelse på ca. 2 cm. Et komplet skibsskrog kunne herefter trækkes fri af formen. Arbejdsgangen gentoges fire gange, og skibsskrog efter skibsskrog anbragtes i hver sit stillads, hvorefter hver af Flodholdets fire grupper kunne gå i gang med at udfylde sit skrog med spanter, skotter, dørk, dæk, kahytter m.m. Det var hårdt arbejde, som for en stor del måtte foregå med åndedrætsværn og andre sikkerhedsforanstaltninger pga. opløsnings- og hærdningsmidlerne i forbindelse med brugen af polyester. Og det var et større, mere kompliceret og mere tidsrøvende arbejde end forudset. En lokal skibsbygger var heldigvis med på sidelinjen som rådgiver og vejleder. Det blev iøvrigt under dette arbejde mere og mere klart - i hvert fald for mig - at der var en del individuel variation i motivationen for at deltage på Flodholdet, både i art og grad. Måske var der i virkeligheden ligeså mange forskellige motiver, som der var deltagere.

Nogle syntes at have meldt sig, fordi højskoleopholdet gav dem points i forskellige arbejdsløsheds- eller uddannelsessammenhænge. Andre var måske kommet på Flodholdet ved sociale myndigheders eller behandleres mellemkomst. Og ikke mindst var der nogle med misbrugsproblemer og alvorlige fysiske og psykiske sygdomme, som Tvind og Flodholdet overhovedet ikke var egnet til at håndtere, i hvert fald ikke på forsvarlig måde. Når mennesker med sådanne problemer alligevel blev optaget på Flodholdet, skyldtes det først og fremmest Tvind-ledelsens uansvarlighed. Men noget af årsagen må også søges i 1970'ernes antipsykiatri - endnu en af tidens trends - der benægtede at mennesker med psykiske sygdomme var syge og i stedet skød skylden på det omgivende samfund. Tvind var netop en modpol og et alternativ til det normale samfund, så det lå jo lige for at antage, at syge mennesker ville blive raske, når de blot kom under Tvinds alternative indflydelse, hvilket desværre ikke var tilfældet. Sideløbende med det hårde arbejde med skibsbyggeriet var der derfor store menneskelige problemer: nervesammenbrud, voldelig adfærd og skænderier. Men på mirakuløs vis skred arbejdet frem, og ind imellem var der også tid til andet, fx til søfartskursus, til undersøgende ture rundt i Danmark, som vi foretog to og to, til redigeringen af Flodholdets egen sangbog, til litterære studiekredse og til almindeligt højskoleliv med sange, sketches, filmforevisning og foredrag. I slutningen af april fik skibene installeret motorer og styretøj og blev på specialvogne transporteret til Lemvig. Her blev de døbt, søsat og godkendt af søfartsmyndighederne. Jomfrusejladsen gik til Troense på Tåsinge, hvor de fik påmonteret master og sejl, og herefter kunne den egentlige rejse begynde.

Skibene tog fra Troense turen over den vestlige Østersø til Kiel, hvor Kielerkanalen markerede indsejlingen til det europæiske kontinents omfattende net af vandveje. I nutiden er de forbundet via gravede kanaler og slusesystemer, men ellers har floderne og de større åer i årtusinder haft sejlende trafik. Mange af Europas gamle hovedstæder ligger ved sådanne vandveje - og næsten alle ligger jo i det hele taget i nærheden af vand med skibsforbindelse med omverdenen. De moderne kanal- og slusesystemer er ofte stort anlagte ingeniørkonstruktioner, som fx muliggør at pramme kan passere hinanden i flere niveauer, og på vores sejlads oplevede vi både at sejle ad broer over andre vandveje med sejlende trafik og under broer med skibstrafik over os. Og sluserne var ikke blot de gængse i trappeform med sluseporte og slusekamre, men sommetider en slags

elevatorer, med kæmpemæssige vandfyldte slusekamre, som kunne hæves og sænkes. Allerede på Kielerkanalen mødte vi de første store pramme, lastet med råstoffer, fødevarer og industriprodukter. Denne form for godstransport er næsten ukendt i Danmark i nutiden, men fandtes tidligere på Gudenåen, og også i mindre omfang på fx Susåen. I mange andre lande har den stadig stor betydning. Det havde den også i 1978, hvor der endnu blev udvundet kul i Ruhr-distriktet, og hvor vi ofte så pramme, der var så tungt lastede med kul, at rælingen kun ragede få centimeter op over vandspejlet. Selv om sejladsen foregik ad floder og kanaler uden bølger af betydning, virkede det som et voveligt foretagende, for der var trods alt ofte dønninger fra andre pramme. Men vi oplevede aldrig at se en pram synke. Sådanne pramme fungerede iøvrigt ofte også som

skipperfamilie-boliger, med kahytter med gardiner og potteplanter i vinduerne, solveranda, småbørns-vasketøj på tørresnore og sommetider en bil eller en barnevogn på dækket. Det var ellers forskelligt, hvad vi oplevede på sejladsen, for vi tog på skift på smutture og udflugter, med aftaler om at mødes igen ved diverse byer og landgangspladser, efterhånden som skibene avancerede frem ad kanaler og floder, og sommetider blot åer, hvor vi enkelte gange godt kunne være i tvivl om, hvorvidt vi var på autoriserede sejlveje eller ej. Da vi alle 50 havde bestået sejlereksamenen, nåede skibene dog altid frem, uanset hvem der havde rortjansen. Lidt mere problematisk var det med dem, der var på smuttur, for disse smutture var gerne ret improviserede og foregik på tommelfingeren. Mærkeligt nok havde kun tre af os tænkt på at tage vores

cykler med. Men stort set fungerede denne rejseform, og alene den første tid i Vesttyskland fik vi alle set os godt omkring, i byerne og på landet, på fabrikker og institutioner, hos private, i kollektiver, hos græsrods-bevægelser m.m. Og vi fik et godt førstehåndsindtryk af det, der dengang kun var et halvt eller trekvart Tyskland, det buldrende Wirtschaftswunder, med generationskløft, men også stadig med barok tysk mentalitet og skøn tysk natur, og med mere påtrængende vidnesbyrd om storpolitiske og historiske forhold end hjemme, med amerikanske militærbaser og amerikanske soldater i gadebilledet, med plakater med bøn om barmhjertighed overfor det overlevende, men livsvarigt fængslede nazi-koryfæ Rudolf Hess og med frygt for terror, selvom Rote Armee Fraktion på dette tidspunkt kun var en skygge af sig selv.

Skibene valgte forskellige sejlruter fra Kielerkanalens udmunding i Elben og sydpå, men samledes igen i Duisburg ved Rhinen, midt i Ruhr-distriktet, som var et pulserende, svovldunstende industriområde med kæmpemæssige fabriksanlæg, rygende højovne, minedrift, intens trafik af flodpramme og et virvar af motorveje og jernbanespor. Rhinen havde en gulgrumset, giftig farve og var formentlig mere eller mindre livløs med en iltprocent i vandet, der var nede på en tiendedel af den naturlige, men trods det en imponerende flod, 300 meter bred. En påmindelse om naturens vælde, også her midt i det industrihelvede, som Günter Wallraff fem år senere tog sig for at nærstudere forklædt som gæstearbejder. Hans oplevelser er skildret i bogen "Ganz unten" (på dansk "På Bunden") fra 1985. Denne bog er langt mere velskrevet, dybdegående og grundig, end en skildring af Flodholdets oplevelser nogensinde kunne blive. Derfor henvises der her til den, i stedet for en detaljeret beretning om, hvad vi selv oplevede. Der er i mellemtiden sket meget mht. fabrikslukninger, forureningsbekæmpelse og naturgenoprettelse i Ruhr-distriktet, men Günter Wallraff's gæstearbejder/indvandrer-problematik er vel stadig aktuel. Vi var selvfølgelig selv på fabriksbesøg i Ruhr-distriktet og flere af os prøvede også at overnatte på herberger for hjemløse, i kældre, under broer o.l., hvilket vakte mistænksomhed blandt tyskerne, måske fordi de så terrorister overalt disse år - eller måske bare fordi vores udseende og adfærd simpelthen var afvigende og besynderlig. Fra Ruhr-distriktet blev kursen sat opstrøms ad Rhinen, hvor skibene efterhånden skiltes, men iøvrigt siden fulgte den samme - og eneste - sejlrute

ad Main til Nürnberg, hvor vi atter mødtes. Rhein-Main-Donau Kanalen var i 1978 under anlæg mellem Nürnberg og Regensburg, men endnu ikke færdig. Da planen var at fortsætte sejladsen ad Donau til Sortehavet, måtte vi derfor finde en måde, hvorpå vi kunne få skibene over land, over det europæiske vandskel. Først blev der lavet en aftale med DB (Deutsche Bundesbahn) om at få skibene transporteret på jernbanevogne. Men da skibene overskred den normale bane-profil, betød det en omvej og at visse signaler og skilte på strækningen forinden skulle fjernes. Prisen løb i vejret, og da skibene også krævede specielle stativer på ladvognene, steg den yderligere. Det hele virkede efterhånden temmelig håbløst, men så indfandt der sig en frelsende engel i form af en lokal vognmand, som var specialist i den slags transporter, og som for den aktuelle operation kun skulle have en brøkdel af det, som DB havde forlangt. I Nürnberg blev der iøvrigt rokeret om på besætningerne på skibene. Der havde været uheldige personkonstellationer og dårligt samarbejdsklima på især et af dem, og det var håbet, at en ny sammensætning ville forbedre stemningen. Det gjorde den vist også, men det var lidt mærkeligt pludselig at skulle vænne sig til nye mennesker om bord og sige farvel til andre, når man nu levede så tæt sammen. Faktisk var skibene ikke større, end at der kun var ca. to kvadratmeter kahytsareal for hvert besætningsmedlem. Men det indebar også at vi - når personkonstellationerne altså var heldige - på mange måder kunne have et berigende og muntert fællesskab med højtlæsning for hinanden, diskussioner om alt mellem himmel og jord og sang og spil. Jeg var iøvrigt selv så heldig, at jeg efter Nürnberg kunne blive på det skib, jeg selv havde været med til at bygge.

Jeg overværede ikke selv transporten af skibene over land, da jeg forinden forlod Nürnberg for at tage med tog og på tommelfingeren til Linz i Østrig, som var skibenes næste mødested. Min bagtanke med at tage turen på egen hånd var, at jeg gerne ville se nogle steder i den vestlige del af Østrig, som jeg havde barndomsminder fra. Disse forkundskaber glemte jeg alt om på togturen fra München til Innsbruck. Naturindtrykkene af Alpelandskabet var simpelthen overvældende og de åbnede mine sanser på en ny og mærkelig måde, iøvrigt også overfor de mennesker, jeg senere mødte i Østrig - og overfor mit medbragte læsestof: Hans Scherfig's "Det forsømte Forår", som jeg læste under diverse ophold på cafeer, i ventesale og på siestaer i det fri. Jeg har siden spurgt mig selv, hvorfor alt pludselig virkede så stærkt på mig på denne etape af rejsen, og jeg tror ikke, der er nogen enkel forklaring. Alpelandskabet aktiverede måske en skønhedslængsel i mig, som havde været på vågeblus under det hårde

arbejde med at bygge skibe og de medfølgende menneskelige problemer. Efter at have været vant til at omgås tyskere en månedstid, var mødet med østrigerne også befriende. De talte - næsten - samme sprog, men var langt mere afslappede, menneskelige og gemytlige end de hvileløse og stræbsomme tyskere. Og "Det forsømte Forår" har jo netop denne modsætning som hovedmotiv: hvileløs intellektualisme og stræbsomhed kontra menneskelig varme og naturlighed, foruden at jeg måske under skibsbyggeriet på Tvind selv havde forsømt menneskelig varme og naturlig-hed i løbet af foråret. Senere har jeg erfaret, at Hans Scherfig - som havde tyske aner - var gift med en østrigerinde og at hun var stærkt medvirkende til bogens tilblivelse. Sådan kan flere faktorer måske spille sammen og føre til en lykkelig syntese. Min lykkefølelse var sikkert medvirkende til, at jeg ubesværet kom i kontakt med så mange mennesker, både i Innsbruck, Hall og Linz, og således - selv om jeg egentlig rejste alene - aldrig følte mig alene. Den var sikkert også medvirkende

til at jeg glemte tiden og først nåede ned til flodhavnen i Linz i sidste øjeblik, lige før skibene skulle til at kaste fortøjningerne, og i den anledning måtte jeg selvfølgelig tage imod en reprimande. Iøvrigt var vi to, Karin og jeg, som blev i Linz efter skibenes afsejling, bl.a. med det formål at undersøge forholdene for unge mennesker i byen. Vi fik lov til at bo nogle dage i et fagforeningshus, og en yngre fagforeningsmand fortalte os her at Linz var en søvnig og uinteressant provinsby, især for unge mennesker, men at der var enkelte cafeer, som var samlingssteder for unge. Dem fik vi adresserne på og han tog personlig med os på en af dem, som lå på et højdedrag med smuk udsigt over byen, men som ikke ligefrem var præget af noget vildt ungdomsliv. Desuden fortalte han om den nærliggende bevarede KZ-lejr, Mauthausen, og det fremgik af hans beretning, at dens eksistens ellers ikke var noget, man talte om i byen. Han kendte åbenbart selv kun til den, fordi han ved et tilfælde havde hørt om den. Selv om der var indrettet et museum i lejren,

havde han fx aldrig været der med skolen. Det var måske bagsiden af den afslappede østrigske gemytlighed, at man også havde et afslappet forhold til den nazistiske fortid og til Hitler, som jo selv i virkeligheden var østriger, født i Braunau 80 km vest for Linz og som tilbragte sine teenageår og gik i skole i Linz. Iøvrigt blev vores fagforeningsmand senere irettesat af en anden fagforeningsmand for sit negative billede af Linz. Sidstnævnte mindede om fx Arbeiterkammer og Brucknerhaus, som spændende kulturinstitutioner i byen. Desværre fik vi ikke set nogle af disse steder, men Mauthausen fik vi set, med indblik i en bundløs umenneskelighed, som verden jo desværre siden har set andre eksempler på, men her sat i system og foreviget med regnskabsbøger, arbejdsdirektiver, kostplaner (og manglende do.) samt fotos, så den aldrig bliver glemt, måske lige bortset fra af østrigerne selv. Efter fire-fem dage i Linz tog Karin og jeg på tommelfingeren til Bad Deutsch Altenburg for at være om bord på skibene ved indsejlingen gennem Jerntæppet.

Den 30. juni checkede alle fire skibe ind ved Donau-grænsekontrollen i Bratislava. Efter kontrol af visa, stempler i passene og en kort inspektion af skibene, fik vi lov til at sejle ind i Slovakiet, som på en 30-40 km lang strækning omgiver Donau på begge sider, og som dengang iøvrigt hed Tjekkoslovakiet (Slovakiet og Tjekkiet blev først i 1993 selvstændige stater). Og skibene skiltes igen. Mit eget, "Rosa", forlod Bratislava for ikke mere at lægge til i Tjekkoslovakiet, men for at fortsætte til det første ungarske landgangssted på den modsatte, sydlige bred. Byen hed Komarom og her gentog den uproblematiske kontrolprocedure fra Bratislava sig. Besætningen på "Rosa" kunne herefter for første gang gå fra borde og bevæge sig frit i et Østblok-land. Og forskellen var mærkbar, men på ingen måde deprimerende i forhold til Østrig, som vi havde forladt mindre end et døgn tidligere. På torvemarkedet i byen blev der handlet med levende dyr og der stod hestevogne oprangeret med diverse landbrugsprodukter, og heste med muleposer. Det hele virkede farverigt og malerisk og fjernt fra koldkrigsbilledet af Østeuropa, mere som noget fra gode gamle dage i Danmark. Og folk var venlige og hjælpsomme. Mange talte engelsk og tysk (ingen af os talte ungarsk), der var ikke mere politi (i hvert fald ikke uniformeret) end i Vesttyskland eller Østrig, og så var daglige livsfornødenheder både rigelige og billige (vel at mærke for os, som så vidt jeg husker havde fået vekslet meget af vores valuta i Wien til en yderst favorabel og formentlig ulovlig kurs). Vi blev kun et par dage i Komarom, så sejlede vi videre og kom blandt andet forbi cementfabrikken i Labatlan, som blev det nærmeste jeg kom på hele rejsen på de berygtede forurenede industriområder i Østeuropa. Cementfabrikken sendte store røgfaner ud i atmosfæren, og fabriksområdet og de nærmeste omgivelser virkede på en gang tilsodede og tilsmudsede med kalkstøv, men det var begrænset til nogle få hundrede meter langs Donaus bred. Ellers var det et lyst og venligt kulturlandskab, vi sejlede forbi, foreløbig temmelig fladt og meget lig det danske med agerland vekslende med mindre skovområder og hist og her landsbyer med hvid- og okkerkalkede huse.

Donau selv var allerede her på sit øvre løb en vældig flod. Den delte sig flere steder på denne flade strækning i to eller flere parallelle løb, som delvis var kunstigt regulerede, og hovedløbet havde gennemsnitligt en bredde på ca. 400 meter. Og vandet var klarere end i Rhinen, og med fisk i. Den næste by vi lagde til ved, hed Esztergom. Et af Donaus sideløb gennemskar byen som en kanal og et stykke inde ad denne fandt vi en hyggelig kajplads mellem lokale husbåde. En politimand indfandt sig straks og spurgte til vores forehavende, men efter at have kontrolloeret vores pas, bød han os hjerteligt velkommen og ønskede os et behageligt ophold i byen. Og sådan blev det også. De lokale kom og faldt i snak med os og allerede den første aften blev vi inviteret til middag hos en arkitekt. Vi var åbenbart hurtigt blevet et samtaleemne i lokalområdet, for der kom i løbet af aftenen flere venner, bekendte og naboer for at hilse på, og de betroede sig åbenhjertigt til os på flydende engelsk og tysk - de lod alle til at være veluddannede - appellerende til en indforståethed mht. Ungarns politiske situation, som vi havde lidt svært ved at leve op til. Vi mødte det uforsonlige russerhad for første, men ikke sidste gang på vores rejse. Dette had var forståeligt på baggrund af russernes brutale nedkæmpning af opstanden i Ungarn i 1956, og senere begivenhederne i Tjekkoslovakiet, men vi kom trods alt ikke som koldkrigere, blot som naive rejsende, opsat på mellemfolkelig forståelse, mens de nærmest lod til at opfatte os som guddommelige udsendinge fra et Vesten, som de havde idealiserede forestillinger om, og de havde svært ved at forstå, hvad vi på vores side fandt interessant ved deres land med dets angiveligt usle levevilkår under kommunistisk styre. Ingen af dem så dog ud til at lide særlig nød. Deres livsførelse, boliger og kundskabsniveau mindede meget om middelklassens i Vesteuropa, og i virkeligheden beroede deres frustrationer vel for en stor del på at de ikke også havde adgang til Vestens statussymboler og vareudbud. Desuden fandt de, at princippet om at alle i Ungarn var sikret arbejde, blot førte til en omfattende "vegeteren", uden øje for at dette princip måske også havde sine fordele. Selv om vi ikke ubetinget delte deres synspunkter, fik vi et interessant indblik i, hvad der rørte sig i i hvert fald en del af den ungarske befolkning. Og det gav os et godt indspark til, hvad vi ville gå videre med og undersøge nærmere, når vi kom til Ungarns hovedstad: Budapest.

En lille delegation fra "Rosa" rejste fra Esztergom i forvejen til Budapest og fik i samarbejde med den danske ambassade arrangeret tolkeassistance og besøg på institutioner og et kooperativ. Nogle dage senere fulgte "Rosa" og vi andre efter. Vi havde fast fortøjningsplads i godt en ugestid ved Margit ziget og Margit-hid (det betyder hhv. Margit Ø og Margit-bro) og havde dermed let adgang til både Buda og Pest. Vi fik stillet en ungarsk-dansk tolk (vist nok kvit og frit) til rådighed af de ungarske myndigheder og det blev derfor på alle måder et interessant og udbytterigt ophold. Skoler, børnehaver og hospitaler i den ungarske hovedstad virkede umiddelbart ikke forskellige fra tilsvarende institutioner i Danmark. Lærere, pædagoger og læger lod til at være dygtige og fagligt velfunderede mennesker, og nogle af os havde personlig lejlighed til at nyde godt af fx lægers og tandlægers upåklagelige behandling. Hele byens infrastruktur var også velfungerende med s-tog, metro, busser (både til lands og til vands) og sporvogne til lave billetpriser. Bykernen havde desuden en flot arkitektur, restauranter med pragtfulde ungarske madspecialiteter og hyggelige cafeer og og udsigten over byen fra højderne vestpå var noget af det smukkeste langs hele Donau. Kun når vi kom folk nærmere ind på livet, mødte vi den utilfredshed, som vi også havde mødt i Esztergom, og længselsfulde blikke rettet imod Vesten og imod alt hvad der kom fra vest: tøj, musik, nydelsesmidler og - os på "Rosa".

Kooperativet Obuda (det betyder gammel-Buda), som vi besøgte, var i virkeligheden bare et statsejet gartneribrug, som lå i Budas nordlige udkant. Der var boliger og en stor kantine i tilknytning til det, men det var mit indtryk, at de fleste, som arbejdede der, boede inde i Budapest og blot havde et ganske almindeligt job på stedet. Vi blev vist rundt i store drivhuskomplekser og på store frugtplantager, og ved en afsluttende snak med vores rundviser, fandt denne vores egen rejsende højskole og dens principper så beundringsværdige, at han tilbød, at vi kunne komme og arbejde på kooperativet med bærplukning o.l., hvis vi gerne ville tjene lidt ekstra til vores rejse. Han gav os også en lille udmærkelse i form af et knaphulsemblem, som indebar denne ret de næste tyve år! Vi var fire, der tog imod tilbuddet, i første omgang dog kun nogle få dage. Arbejdet bestod i plukning af ribs. Det gav os gode ekstra lommepenge, og ligesom de fastansatte havde vi desuden ret til at spise gratis i kantinen. Som den eneste af os var jeg med til at fragte en stor sending færdigplukket frugt til en konservesfabrik i Pest. Fabrikken havde løbende bånd, hvor frugten effektivt blev skyllet, varmebehandlet og fyldt på glas, men lagerpladsen var begrænset, og det betød at en hel serie nykonserveret frugt (jeg husker ikke hvilken), netop var blevet kasseret, fordi den havde måttet stå udendøre, eksponeret for sollys. Det var selvfølgelig en kedelig oplysning efter ens møje med selv at have plukket bær under fri sollyseksponering, at al denne møje måske havde været forgæves. Men måske var det blot et uheldigt særtilfælde. I hvert fald var det det eneste, jeg hørte om. Iøvrigt lever kooperativet videre i dag som en gartnerivirksomhed og stadig med samme logo.

Meteorologiske observationer, Budapest, juli 1978. Kilde: Országos Meteorológiai Szolgálat.

Dato	Max.temp. C^o	Min.temp. C^o	Middel C^o	Nedbør mm	Soltimer
1.	25,4	13,4	20,2	15,4	3,6
2.	22,8	16,5	19,8		3,4
3.	25,9	15,2	21,1		11,5
4.	28,4	16,5	22,8		13,4
5.	28,0	16,4	22,2	15,1	7,8
6.	24,4	12,4	19,1	0,3	13,0
7.	22,5	14,5	18,0	0,9	2,0
8.	22,1	12,3	17,2		10,8
9.	22,6	12,1	18,4	6,0	7,6
10.	21,1	12,0	16,5		7,3
11.	23,9	11,3	18,3		11,6
12.	24,4	15,6	19,6		3,4
13.	27,5	17,2	22,2		10,9
14.	27,7	15,2	22,2	5,6	12,4
15.	25,8	17,1	19,7	0,7	0,7
16.	22,6	11,1	17,3		12,1
17.	24,5	12,8	18,6		11,9
18.	26,6	15,6	20,9	3,0	2,7
19.	23,6	17,0	18,6	1,8	0,1
20.	23,7	13,6	18,7	8,0	10,5
21.	22,1	15,1	16,3	1,8	0,0
22.	20,4	11,5	15,9		12,7
23.	23,5	11,3	17,3		12,7
24.	24,4	11,5	18,3		11,5
25.	26,4	12,9	20,1		12,0
26.	28,5	13,6	21,3		11,3
27.	28,4	15,0	22,3		11,7
28.	30,5	15,4	23,3		12,4
29.	29,6	18,1	24,3	3,7	3,8
30.	28,7	17,1	22,0	2,5	8,0
31.	28,8	16,0	22,9		12,4

Jeg var den, der arbejdede længst på kooperativet, også et par dage efter at "Rosa" var afsejlet. Det kunne lade sig gøre, fordi arbejdslederen Janos venligt tilbød mig overnatning i sit kolonihavehus. Vores fællesskab på "Rosa" var på dette tidspunkt begyndt at gå lidt i opløsning. Det var ferietid med livligt turistliv i Budapest, og det smittede vel af på os. Jeg husker også mine ca. tolv dage i byen frem til d. 16. juli som præget af konstant varmt og tørt sommervejr, hvor de meteorologiske observationer fra Budapest vidner om, at det faktisk regnede af og til. Med mine ekstra lommepenge kunne jeg tage toget (i stedet for at tomle) fra Budapest til Mohacs ved grænsen til Jugoslavien, hvor jeg skulle mødes med "Rosa" igen. Toget havde noget hjemligt over sig, fordi trækkraften var et MY-lokomotiv ligesom i Danmark, her blot med de ungarske statsbaner MAV's bemaling. I Mohacs måtte jeg have hjælp til at finde "Rosa" ved Donau. En familie vejledte mig med stor beredvillighed, skønt den vist var ved at gå til ro (det var sent om aftenen). På en eller anden måde fik den opsporet, hvor ved Donau "Rosa" lå. Før jeg begav mig til stedet, måtte jeg iøvrigt love at besøge den venlige familie igen den følgende dag. Imod forventning (det var efterhånden blevet meget sent på aftenen) fandt jeg mine rejsefæller lysvågne og i festligt lag sammen med en gruppe polakker, hvis lystbåde lå fortøjet sammen med "Rosa". Der var desuden to ungarske studiner, som havde gjort turen fra Budapest med på "Rosa", og stemningen var på en gang løssluppen og trykket. Jeg erfarede, at en af mine rejsefæller, som jeg her blot vil kalde T., havde dannet kærestepar med den ene studine, og de virkede begge meget berørte over at skulle skilles dagen efter, når "Rosa" sejlede videre, ind i Jugoslavien. Dette sidste ophold i Ungarn var i det hele taget mærkeligt, også da jeg lige inden afrejsen den følgende dag igen fik opsøgt den hjælpsomme familie. Væk var familiens venlighed og imødekommenhed. Da jeg bankede på dens dør, blev jeg mødt med stejl afvisning af konen, som i stedet for at byde mig indenfor, sagde at jeg skulle opsøge manden på en bestemt cafe. Dette gjorde jeg så, men da jeg fandt manden på cafeen, var det tydeligt, at jeg var alt andet end velkommen. Han sad tillukket og fåmælt sammen med nogle venner og syntes dårligt at kende mig igen. Jeg følte mig ilde tilpas, og så vidt jeg husker, fik jeg bare sagt tak for i går og fortrak derefter. Jeg havde jo heller ikke meget tid, da vi skulle til at sejle. Men det blev mit første møde med den frygt, som fandtes blandt mange mennesker bag Jerntæppet, frygten for myndighedernes sindelagskontrol, frygten for repressalier ved omgang med folk fra Vesten. Om den var berettiget, er en anden sag. Vi havde både i Esztergom og Budapest haft uhindret kontakt med mange ungarere, og senere korrespondance med flere af dem tydede ikke på at det havde medført repressalier for dem.

Donaus løb gennem Jugoslavien - gennem det, der nu er Serbien - var ret forskelligt fra det, vi havde været vant til i Ungarn. Landskabet var mere bjergrigt og vildsomt og byerne mere uanselige, som om de trykkede sig lidt i det vildsomme landskab og ikke rigtig havde mod til at hævde sig. Selv hovedstaden Beograd virkede, i hvert fald set fra Donau, uanselig og uden en prangende front som fx Budapest. Først længst mod øst hævdede det store og flotte dæmningsanlæg ved Jernporten sig som et markant livtag med al denne natur. Oven for dæmningen var vandstanden hævet med 30 meter. Det betød at Donau her havde et bredt og roligt forløb, uden de farlige strømme og vandfald, som tidligere havde præget strækningen, og som havde givet den sit navn, Jernporten, på serbisk Djerdapska Klisura, på rumænsk Portile de Fier.

Denne dæmning og dens vældige slusekamre, der næsten syntes at kunne rumme oceandampere, betød siden færdiggørelsen i begyndelsen af 1970'erne en ubrudt og sikker sejlrute lige fra Sortehavet til Sydtyskland. På vores sejlads bemærkede vi, at det rolige vand var mest udpræget på det sidste stykke lige før dæmningen. Inden da var Donaus løb faktisk stadig temmelig vildt. Nogle steder blev vandet presset ind imellem stejle klipper med strømhvirvler og store permanente bølgekamme omkring klippeskær. Det er interessant, at H.C. Andersen, som i 1841 også foretog en rejse på Donau, blot i modsat retning, og altså længe før dæmningen, fandt at strækningen mellem Drencova og Orsova lidt længere opstrøms var farligere end strækningen ved Jernporten.

Man kan i H.C. Andersen's "En Digters Bazar" læse om rejsen, og det nævnes her, at et nyligt indsat dampskib et par år tidligere (i slutningen af 1830'rne) var kæntret og sunket med alle om bord netop mellem Drencova og Orsova. Skildringen af H.C. Andersens færd (som også er nøje beskrevet i hans dagbøger), vidner om at Donau-rejsen mellem Jernporten og Drencova dengang, foruden at være farlig, også var langvarig og besværlig og strakte sig over uger. Det skyldtes dels omstigning flere gange mellem dampskib, robåd, trækpram og vogn på land (med heste og okser som trækkraft), dels karantæneophold i Orsova og dels selvfølgelig rejseretningen modstrøms. Vores sejlads 137 år senere gik medstrøms, hurtigere og uden omstigninger og karantæneophold, men den var stadig farlig.

For det første var det ikke lykkedes os at fremskaffe detaljerede kort over Donaus løb på denne 60-70 km lange strækning og vi var derfor dårligt forberedt på dens særlige udfordringer. For det andet medførte sejladsen med strømmen risiko for undervurdering af den faktiske sejlhastighed. For det tredje var vi netop begyndt at stå på vandski (en enkelt hjemmelavet sådan, som blot bestod af en aflang krydsfinerplade) efter "Rosa". Dette sidste var forfriskende i det varme sommervejr, og flot så det ud, da Ole på et tidspunkt stod på vandskien og skøjtede henover strømhvirvler og skumsprøjt mellem klippevægge, der rejste sig lodret til begge sider. Men farligt var det og det var rent held, at det gik godt, at vi nåede i god behold til Jernportens sluse, og siden i god behold de 30 meter ned.

På hele strækningen mellem Drencova og Jernporten havde vi Rumænien bagbords, dvs. på Donaus nordlige bred, men da vi overholdt færdselsreglerne på floden, sejlede vi langs den sydlige, den jugoslaviske, og ventede med at checke ud fra Jugoslavien til efter Jernporten. Denne udcheckning skulle vise sig kompliceret. Måske havde der også været bureaukratiske komplikationer ved de foregående grænse-passager. Jeg ved det ikke, for jeg var ikke med i "Rosa"s lille koordineringsgruppe, som tog sig af kontakter med myndigheder o.l. Men det var mit indtryk, at optrinnet her ved grænsestationen i Kladovo overtraf alt andet. Grænsevagterne gav først os mandlige besætningsmedlemmer ordre om at barbere os, med den begrundelse at de ellers ikke kunne identificere os på pasbillederne. Dernæst krævede de at undersøge hele skibet grundigt og gennemse vores bagage. Så kropsvisiterede de nogle af os.

Og da de til sidst gav os lov til at sejle, forbød de to, Frode og Duffy, at være med om bord. De var nemlig rejst ind i Jugoslavien over land, og skulle derfor også rejse over land ud igen! Det hele foregik med en uvenlighed og vredladenhed fra grænsevagternes side, som jeg ikke kender årsagen til. Men forskellige ting indicerer, at de måske troede, at vi var narkosmuglere eller narkomaner, for da de kropsvisiterede os, studerede de især vores underarme. Og da vores fortøjninger til sidst blev kastet, med Frode og Duffy sat af på kajen, og vi lige akkurat havde nået at give dem lidt ekstra tøj og andre ejendele med, bl.a. tandbørster og tandpasta, kastede grænsevagterne sig over ejendelene, især tandpastatuberne, og undersøgte dem nøje. I dag spørger jeg mig selv: var vi på "Rosa" virkelig så mærkelige og mistænkelige, at det måtte udløse en så uvenlig behandling? Eller var disse jugoslaviske grænsevagter blot gjort af et særligt vredladent stof? Jeg ved det ikke.

Under alle omstændigheder, da vi dagen efter checkede ind i Vidin i Bulgarien, foregik det uden problemer. Donau skiftede også karakter. Dens løb blev bredere og roligere uden pludselige bugtninger og lunefulde strømforhold. Også uden stejle klipper på siderne. Og landskabet omkring den blev fladere, lysere og venligere, tavlet med gule solsikkemarker, røde rosenmarker og grønne græsgange. Sådan blev mit første indtryk af Bulgarien, af et land, som jeg siden skulle få svært ved at slippe igen. Landet var præget af sin beliggenhed i Europas udkant med tyrkisk indflydelse både i arkitektur, musik, kunsthåndværk og klædedragt. Og romaerne, sigøjnerne, som vi også havde mødt i Ungarn og Jugoslavien, var langt mere synlige her. Alt i alt det mest eksotiske og fremmedartede land hidtil på vores rejse. Det var også specielt ved anvendelsen af det kyrilliske alfabet i den russiske udgave, og ved at folk rystede på hovedet for ja og nikkede for nej.

I Oryahovo, som var et gammelt overfartssted med færgeforbindelse til Rumænien, var der også endestation for en smalsporet jernbane (som desværre nu er nedlagt). Her gik Jens og jeg fra borde og tog med det lille tog ind i landet. Vores mål var Bulgariens hovedstad Sofia. Kun en del af rejsen kørte vi med tog, resten af vejen tomlede vi, men sidst på dagen var vi kun nået ca. halvvejs. Vi var blevet sat af ved en motorvejsafkørsel i nærheden af byen Mezdra, og stillede os ned ved motorvejen, for evt. at få et effektivt stop helt til Sofia. Der var kun få biler, og da mørket faldt på, stod vi der stadig, surrealistisk og mutters alene ved en motorvej uden anden trafik end en mand med sin fåreflok. Vi blev derfor enige om at finde et sted at sove og så rejse videre næste dag. Ad en jordvej gik vi ind til en landsby i nærheden for at finde et høloft eller lignende, hvor vi kunne overnatte.

Da vi kom til landsbyen, mødte vi ingen mennesker, men flere løsgående dyr, så vidt jeg husker både køer, får, geder og høns. Først inde på et lille torv hørte vi menneskestemmer, som kom fra en krostue, hvor landsbyens samlede mandlige befolkning syntes at sidde og afslutte dagen med et glas rødvin. Stemningen var venlig og imødekommende, men ingen talte engelsk, tysk eller fransk, og vi talte ikke bulgarsk, så vi måtte kommunikere med fagter og små blyantstegninger, og på denne måde fik vi forklaret, at vi søgte et sted at sove. En mand med vejrbidt ansigt og levende øjne, som lignede en figur fra et Julius Exner-maleri, tilbød os venligt husly, brød op fra selskabet og førte os til sit hus. Huset var uden mange moderne bekvemmeligheder, men pænt og velholdt. Indenfor med køkken med brændekomfur og gammeldags køkkentøj, men også med elektrisk lys og fjernsyn i stuen.

Og med et soveværelse, hvor hans kone lå syg. Det var i hvert fald, hvad vi fik ud af hans mimesprog og fagter, inden han viste os op til et gæsteværelse på første sal med dobbeltseng og servante. Her slog han ud med armen, smilede, og lagde hovedet mod armen. Her kunne vi sove! Inden vi sagde godnat, ville han vise os noget, og han tog en lille bog med rødt omslag frem. Vi kunne ikke tyde de kyrilliske bogstaver i teksten, men i bogen var hans fotoportræt, og i det han sagde, kunne vi flere gange høre ordet "kommunist". Det var hans partibog, og han var stolt af at være medlem af Bulgariens Kommunistiske Parti. I mod-sætning til i Ungarn var det at være kommunist åbenbart ikke noget ugleset her. Og næste morgen kunne Jens og jeg efter en god nats søvn på det bekvemme natteleje og efter en varmhjertet afsked med manden, som iøvrigt hed Todor, drage videre. Vi fik et stop ind til Mezdra, og herfra tog vi toget til Sofia.

Sofia var en europæisk storby, men med orientalsk islæt, bl.a. i form af Banya Bashi-moskeen. Også med landsbypræg relativt tæt på bykernen. Den største vanskelighed for os, da vi bevægede os rundt i den, var teksterne på skilte m.v., som var skrevet med kyrilliske bogstaver, men efter at have brugt et par timer på at notere bogstaverne i ord som TELEFON, POST, APOTEK o.l., som vi jo kunne finde på telefonbokse, post-kasser og apoteker, fordi det var tydeligt, at det var, hvad de var, fik vi efterhånden sammenstykket hele det kyrilliske alfabet og sidestillet det med tilsvarende latinske bogstaver. Herefter kunne vi stave os igennem fx menukortet på en restaurant.

Midt i byen lå mausolæet, hvor Georgi Dimitrov, Bulgariens legendariske kommunistiske statsleder fra slutningen af 1940'rne, var stedt til hvile. Georgi Dimitrov blev forinden sin tid som statsleder kendt fra retssagen om rigsdagsbranden i Berlin i 1933, hvor han var anklaget for medvirken til brandstiftelse, og bl.a. kom i en ophedet ordveksling med Hermann Göring*). Det lykkedes Dimitrov at få vendt anklagen imod nazisterne selv og dermed at opnå frifindelse. Desværre kom det ikke Marinus van der Lubbe, som var hovedanklaget i sagen, til gode, og han blev senere dømt til døden og henrettet.

De faktiske omstændigheder omkring rigsdagsbranden, som skabte grobunden for afskaffelsen af demokratiet og indførelsen af det nazistiske etparti-styre i Tyskland efter 1933, er aldrig blevet fuldt klarlagt. Men branden var kun til nazisternes fordel og sejlivede rygter vil vide, at der på brandnatten blev flyttet benzintønder fra Görings embedsbolig til Rigsdagsbygningen via en kældergang. I lighed med andre steder i Østeuropa har man i Bulgarien siden 1989 ønsket at distancere sig fra den kommunistiske fortid, og i 1990 blev Dimitrov's jordiske rester kremeret og begravet på Sofia's Centralkirkegård. Mausolæet blev nedrevet 1999.

Jens og jeg havde aftalt at mødes med "Rosa" igen i Ruse, 250 km nordøst for Sofia. Vi valgte at tage toget i hvert fald noget af vejen og købte billetter til Pleven, der lå ca. midtvejs. Billetkontrollen i toget viste sig siden ret lemfældig, og vi vovede derfor at blive i toget lige til Ruse, uden billet-kontrol, og rejsen blev derfor til halv pris. Om bord på "Rosa" igen, hvor vi nu var fuldtallige, diskuterede vi, om vi ikke kunne rejse masterne på dette sidste stykke af Donau. Nogle påstod at have set coastere på floden, altså rigtige havgående skibe med betydelig mastehøjde, og det måtte vel betyde, at de sidste broer over Donau havde så stor gennemsejlingshøjde, at "Rosa"s master også kunne gå under. Så med bistand fra folk i Ruse's lille flodhavn fik vi rejst masterne, for første gang siden Kiel. Men da vi sejlede videre, og kun få kilometer fra Ruse, kom vi til en bro, som allerede på afstand så faretruende lav ud.

Og det blev ikke bedre, jo nærmere vi kom. Vi lagde stævnen op imod strømmen, og med motoren på lav kraft lod vi os drive mod broen, ganske langsomt, med mulighed for at give gas og undvige, hvis det viste sig, at broen faktisk var for lav. Helt ind til nogle få meter fra den var tvivlen der stadig, men til sidst blev det klart, at der var et godt frirum mellem hovedmasten og broen, og vi nåede uskadt under den. Men det var en gåde med de observerede coastere, indtil det gik op for os, at broen havde et oplukkeligt midterfag. Da vi siden lagde til i Silistra, nærmede tiden sig, hvor vi i hvert fald foreløbig skulle tage afsked med Bulgarien, eftersom Donau på den sidste strækning til deltaet har Rumænien på begge sider. Jeg havde imidlertid ikke lyst til at forlade Bulgarien, som jeg allerede på dette tidspunkt var blevet meget fascineret af. Hvad denne fascina-tion skyldtes, var jeg ikke rigtig bevidst om, ikke dengang.

Der var bare noget i mig, der protesterede. Jeg ønskede at blive i Bulgarien, så længe som muligt. Jeg havde ikke engang lyst til at mødes med "Rosa" igen i Istanbul i Tyrkiet, selv om det lå uger fremme. Så jeg fik arrangeret en tur sammen med Else til Schumen 100 km syd for Silistra, og stadig i Bulgarien. Hun havde vist også en privat agenda, da hun herfra ville videre til Istanbul. Så vidt jeg husker, var det fordi noget af hendes familie var i Tyrkiet på dette tidspunkt. Schumen var iøvrigt en smuk og spændende by, hvor en kommunistisk partifunktionær åbnede sit hjem for os og arrangerede besøg på institutioner og arbejdspladser, og der var ingen af disse besøg, der gjorde min fascination af Bulgarien mindre. Siden skiltes Else og jeg, og de følgende par uger rejste jeg dels på egen hånd i Bulgarien, dels sammen med en slovakisk musiker, Dalibor, som jeg mødte i Varna ved Sortehavskysten.

I Varna's havn havde jeg et kort gensyn med de andre på "Rosa", og også på et af de andre skibe (jeg husker ikke hvilket), og her aftalte jeg yderligere nogle senere møder, ikke i Tyrkiet, men på hjemvejen i Ungarn og Østrig, med hhv. T., som ville tilbage til sin kæreste i Budapest og med Bjarne, med hvem jeg ville besøge et økologisk landbrug i Østrig. Og i Varna mødte jeg som nævnt Dalibor, som holdt ferie ved Sortehavskysten sammen med nogle musikerkolleger. Han skulle netop til at rejse på tommelfingeren hjem til Slovakiet via Sofia, og da jeg også gerne ville til Sofia igen, slog vi følge. Vejen gik atter via Schumen, hvor vi tilfældigt kom forbi et lille museum, som viste sig at være mindestuer for Panajot Volov. Han var en bulgarsk frihedshelt fra 1800-tallet, og jeg erfarede på museet, at Bulgarien indtil 1876 faktisk havde været under osmannisk herredømme. Panajot Volov havde spillet en ledende rolle i frihedskampen. Han blev dræbt under stridighederne og nåede dermed ikke selv at opleve sejren over tyrkerne. I mindestuerne kunne man bl.a. se Volov-familiens bevarede kristne husalter, som vidnesbyrd om tiden under islamisk dominans.

Alt dette forklarede jo de tyrkiske islæt, som man stadig kunne se overalt i Bulgarien, bl.a. moskeerne i Schumen og Sofia. Og til Sofia kom vi, hurtigere end ventet, og på et enkelt stop. Da vi stod og tomlede uden for Schumen, standsede en politimand på motorcykel ud for os og spurgte, hvor vi skulle hen, og da vi sagde, vi skulle til Sofia, fik han på en eller anden måde udset en lastbil, der skulle til Sofia, og beordret den ellers lidt surmulende chauffør til at tage os med. Al denne venlighed, når man ser bort fra chaufføren, var nok medvirkende til, at jeg følte mig så godt tilpas i Bulgarien. Men der var også noget andet: en malerisk skønhed, som jeg for første gang i mit voksne liv blev næsten beruset af. Denne skønhed var beslægtet med Paul Cezanne's og van Gogh's scenerier fra Provence i Frankrig hundrede år tidligere. Lyset, solhøjden, landskabet og varmedisen, det var i virkeligheden altsammen som i Provence og som på Cezanne's og van Gogh's billeder, geografisk også med Schumen og Arles beliggende på samme breddegrad. En sådan form for hengivelse indgik definitivt ikke i Flodholdets program, men den var min store private sidegevinst af rejsen.

Dalibor og jeg var kun kort tid i Sofia, inden vi tomlede videre nordpå. Og tilfældet ville, at vi kom forbi Mezdra og dermed også tæt på landsbyen, hvor Jens og jeg et par uger tidligere havde overnattet hos den venlige Todor. Jeg ville selvfølgelig vældig gerne hilse på Todor igen, men må med skam at melde indrømme, at der også var iblandet den bagtanke, at vi måske kunne overnatte hos ham, ligesom Jens og jeg havde gjort. Det var nemlig blevet sent om aftenen. Så Dalibor og jeg fandt på en eller anden måde i mørket ud til landsbyen og fik opsøgt Todor. Og han blev overstrømmende glad for at se mig, og jeg for at se ham. Så langt så godt. Men herfra udviklede tingene sig ikke så heldigt, for hans kone ville ikke have os ind i huset, og i stedet fik Todor fat i noget familie, som han overtalte til at huse os for natten. Tidligt næste morgen kom han og sagde en masse på bulgarsk, som jeg ikke forstod, men på hans kropssprog kunne jeg se, at der var noget, han var fortvivlet over eller bad om tilgivelse for, og kort efter kom en politimand og bad Dalibor og mig om at følge med. Udenfor holdt en politibil og i den blev vi kørt til politistationen i Mezdra. Der skete os dog ikke noget. Vores pas blev checket og herefter fik vi lov til at gå, med den formaning, at vi skulle overnatte på hotel eller vandrerhjem for fremtiden, ikke hos private. Vi kunne jo også risikere at få lus, sagde politimanden.

I dag skammer jeg mig over episoden, over måske at have bragt Todor og hans familie i vanskeligheder, og jeg beklager at jeg ikke i tide lagde lidt afstand til den rejseform, som Den rejsende Højskole og Tvind praktiserede, for det var sådan, vi rejste. Det var det, der var konceptet: at man kom ud i verden med et minimum af udgifter, og ved at appellere til fremmede menneskers godhjertethed, ved at blive transporteret og overnatte gratis og til dels også blive bespist gratis. Og man fik vitterlig også mange kundskaber og fik set ind i mange menneskers privatsfærer på denne måde. Man fik en viden om både den store og den lille verden, som man ellers aldrig ville have fået, men der burde måske have fulgt lidt råd om pli og god opførsel med konceptet, i stedet for at det bulgarske politi som nu skulle have ulejligheden. Og jeg fulgte en del af rådet. Dalibors og mine veje skiltes kort efter. Han ville hjem gennem Rumænien, jeg ville via Jugoslavien til Ungarn. Og resten af tiden i Bulgarien overnattede jeg på hotel og vandrerhjem, men jeg tomlede dog en del af vejen til den jugoslaviske grænse. Det var iøvrigt en dejlig tur gennem endnu en smuk egn, hvor jeg fik set Bulgariens udgave af Grand Canyon, bjergområdet ved Belogradcik med klippeformationer eroderet i sære former. Onsdag d. 16. august checkede jeg ud ved Bregovo ved den jugoslaviske grænse, efter tre på mange måder uforglemmelige uger i Bulgarien.

Det var en pudsig oplevelse at komme over grænsen til Jugoslavien, fordi man her bevægede sig fra østeuropæisk til mellemeuropæisk tid, og jeg bemærkede, at mens folk på den bulgarske side netop var færdige med deres middagspause, skulle de på den jugoslaviske side lige til at begynde deres. Menneskers døgnrtyme var åbenbart ikke naturbestemt, men tillært og afhængig af, hvordan man stillede urene. Ret interessant. Noget andet, der vedrørte tiden, var temperaturforholdene, som vel var mere naturbestemte. Jeg havde i Bulgarien været vant til højsommervejr og lune nætter og havde kun medbragt let sommertøj og en tynd sovepose. Men nu i sidste halvdel af august var nætterne og morgenerne begyndt at blive kølige, og mindst en nat, hvor jeg i Jugoslavien overnattede i en høstak i et dalstrøg, vågnede jeg rystende af kulde. Der meldte sig også andre problemer. Næsten alle de penge jeg havde på mig, bestod i bulgarske leva og ungarske forint, men dem nægtede man i jugoslaviske banker at veksle til indenlandsk valuta. Det eneste jeg kunne få vekslet, var en dansk tier, som jeg tilfældigvis havde på mig. Det var ikke mange penge, i betragtning af at jeg havde flere dage foran mig i Jugoslavien.

Et tredje problem meldte sig, da jeg skulle have mit visum til Ungarn fornyet på den ungarske ambassade i Beograd. Jeg ankom til Beograd en sen fredag eftermiddag, hvor jeg lige akkurat nåede at se ambassadefolkene låse sig ud af ambassaden for at holde weekend, og det lykkedes mig ikke at overtale dem til at låse sig ind igen og forny mit visum. Heldigvis fik jeg herefter den ide at opsøge den danske ambassade, hvor personalet ganske vist også var ved at lukke, men hvor en venlig dame udsatte sin fyraften for at hjælpe mig. Hun undersøgte først på min opfordring, om nogle af mine rejsefæller befandt sig i Jugoslavien, desværre med negativt resultat. Men så kom hun i tanker om, at et andet Tvind-hold netop var havareret med en bus 100 km syd for Beograd. Og dette havari blev min redning. Jeg tomlede derned, blev venligt modtaget og fik lov til at overnatte i bussen, blive bespist og tale dansk, indtil jeg mandag morgen kunne tomle ind til Beograd igen og få mit visum fornyet. Til min lettelse kunne jeg også betale en togbillet til Budapest med mine ungarske forint.

Det efterfølgende ophold i Budapest blev en blandet fornøjelse. Jeg ankom en sen aften og indfandt mig som aftalt på T.s kærestes adresse, som imidlertid viste sig at være kærestens mors lejlighed. Hverken T. eller kæresten var hjemme, og snakken med moderen på tomandshånd gav mig den samme følelse som i Esztergom, af at vi på "Rosa" havde status næsten som guddommelige væsner i ungarernes øjne, og dette gjaldt ikke mindst T., hvis bekendtskab med datteren for mig at se blev opfattet i et lidt for rosenrødt lys, med udsigt til ægteskab og en lys fremtid for parret i Vesten. Heldigvis havde jeg et prosaisk forsæt om at arbejde på kooperativet Obuda, mens jeg var i Budapest, og jeg slap derfor for al for megen kontakt med både moderen og hendes datter.

Til gengæld ønskede datterens studenterveninde, som jeg kendte fra Mohacs, også at tjene nogle penge ved at arbejde på kooperativet, så hende fik jeg en del kontakt med. Jeg var desuden så letsindig at tage imod tilbuddet om at overnatte hos hende, hvilket fik hende til at tro, at jeg også var en potentiel fribillet til Vesten, noget jeg måtte skuffe hende med, at jeg ikke var. Under vores efterfølgende samtaler fortalte hun, at hun sommetider tænkte på at tage sit eget liv. Om jeg var medvirkende til disse triste tanker, ved jeg ikke, og under alle omstændigheder var hovedårsagen vel misundelse i forhold til hendes veninde, eller udsigten til at hun ville blive ladt alene, når eller hvis veninden flyttede til Vesten sammen med T.

Det var et mærkeligt stille fir- eller femkantsdrama, som udspillede sig disse augustdage i Budapest, og som jeg selv havde andel i, og jeg var glad for, at jeg havde aftalen med Bjarne i Graz i Østrig at se frem til. Iøvrigt endte T.s romance selvfølgelig ulykkeligt. Han, som var et af de mest anarkistiske elementer på Flodholdet, kunne ikke leve op til de opskruede forventninger. Efter Flodholdet boede han vist nok et stykke tid sammen med kæresten i Budapest. Der var ikke noget ondt i ham, men hans hang til natligt cafeliv i selskab med originaler og bohemer faldt ikke i god jord hos den ungarske familie, og til sidst meddelte den ham at han var uønsket som familiemedlem.

Søndag eftermiddag d. 27. august tog jeg sammen med T. toget fra Budapest til Hegyeshalom ved den østrigske grænse, hvor vi checkede ud af Ungarn. T. tog herefter på tommelfingeren hjem til Danmark. Jeg, ligeledes på tommelfingeren, mod Graz i Østrig. Bjarne havde i forvejen fundet et lille økologisk landbrug i højdedragene uden for Graz, og her boede vi og hjalp til med arbejdet et par dage. I parentes bemærket var begrebet økologisk landbrug noget temmelig nyt i 1978.

Landbruget blev drevet af et midaldrende ægtepar, og det var velgørende at opleve parrets omhu med alt i landbruget, i bevidsthed om naturens kredsløb og omsorg for dyrenes velfærd, som syntes at gå forud for den økonomiske vinding. Meget af arbejdet var manuelt, og vi var godt trætte, når aftenen faldt på, og lysene blev tændt nede i Graz, som der var udsigt til fra gården. Uudgrundeligt smukt.

Herefter tog vi på tommelfingeren hjemad. Fra Salzburg fik vi ét langt stop til Kassel, og fra Kassel tog vi toget til Hamburg. Her skiltes vi, jeg tog toget via Puttgarden-Rødby til min familie i København, Bjarne via Padborg til sin familie i Aarhus. Et par dage senere samledes hele Flodholdet på Christoffersens Hotel i Ulfborg. Vores rejseperiode var slut og vi skulle til Tvind og lægge planer for sidste del af højskoleforløbet.

I sidste periode udvekslede og diskuterede vi vores indtryk fra rejsen. Disse indtryk var ret forskellige og spredte sig over store dele af Europa, og også Tyrkiet, Mellemøsten og Nordafrika. Nogle var efter Istanbul taget på tommelfingeren til fx Syrien og Egypten, mens fx jeg ikke engang var nået til Istanbul. Derfor var der måske en tendens til, at Flodholdet efterhånden delte sig i flere mindre grupper, hvilket også gjaldt det praktiske arbejde, som i denne periode blev fordelt på bl.a. landbrug, møllebyggeri og ombygning af en landrover til ambulance (til brug i Zimbabwe). Flodholdet var på dette tidspunkt reduceret til godt 30 deltagere pga. frafald, der var sket jævnt hen over hele forløbet. Gruppen som efterfølgende ville oprette et Tvind-kollektiv i Haderslev, levede efterhånden også sit eget selvstændige liv.

Personlig lærte jeg meget af Flodholdet. Først og fremmest lærte jeg mange spændende mennesker at kende. Så lærte jeg, hvor meget man kan udrette i fællesskab. Jeg lærte fremmede lande og sprog at kende. Jeg lærte at bygge et skib. Og jeg lærte at føre et skib. Men jeg lærte også at modstå gruppepres. Jeg lærte ikke at falde for fristelsen til at opgive mig selv i fællesskabets navn. Denne fristelse er især stærk, mens man er ung, men der er desværre mange sørgelige eksempler på, hvad den kan føre til: fanatisme, bandevæsen, intolerance, mobning m.m. Nogle af disse konsekvenser så man også på Tvind. For trods alt det gode, som Tvind stod for, så var det jo kun Tvind, en lille verden i den store, et system skabt af en gruppe originale menneskers tanker, ideer og virketrang, med et betænkeligt element af gruppepres indbygget.

Som Tvind-elev blev man konfronteret med en imponerende aktivitet og entreprenant virksomhed, som det var underforstået, at man skulle overgive sig til. Hvor fandt man ellers dette drive, en sådan flammende iver og en sådan syntese af teori, praktik og idealisme, fx i forhold til Den tredje Verden, og med verdens dengang største vindmølle, verdens største eksempel på ved-varende, bæredygtig og miljøvenlig energi, som iøvrigt netop blev driftsklar under Flodholdets tredje periode (og bl.a. takket være Flodholdets arbejde på den)? Men der var også meget, som Tvind ikke var. Tvind var ikke min farveglæde. Tvind var ikke H.C. Andersen eller "Det forsømte Forår". Tvind var ikke naturglæde. Tvind var ikke Tjajkovskij eller Matthæuspassionen. Og Tvind var ikke Cezanne, van Gogh eller Købke. Det måtte jeg konstatere, da denne tredje periode på Flodholdet lakkede mod enden, og dermed syntes jeg også, det var tid til at sige farvel til Tvind.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk